Kabler og tilslutning i et stereoanlæg

Et stereoanlæg bruger tre slags forbindelser: analoge signalkabler med lavt niveau mellem komponenterne, højttalerkabler med et kraftigt signal fra forstærkeren til højttalerne og digitale kabler mellem en digital kilde og en DAC. Tabellen giver overblikket, og afsnittene nedenfor forklarer hver type.

Linjeniveau og phono-niveau

Linjeniveau er den fastlagte signalstyrke, som bruges til at sende analog lyd mellem komponenter. Det ligger mellem de svage signaler fra mikrofoner og pickupper og de kraftige signaler, der driver hovedtelefoner og højttalere. Forbrugerudstyr bruger nominelt −10 dBV (0,316 V RMS), mens professionelt udstyr oftest bruger +4 dBu (1,228 V RMS). En linjeudgang har typisk en udgangsimpedans på 100–600 Ω, og en linjeindgang har typisk ca. 10 kΩ.

De fleste pickupper til pladespillere giver et lavt niveau, og et MM-element leverer typisk 3–6 mV. Signalet skal derfor gennem et phonotrin (en phono-forforstærker), før det er på linjeniveau. Trinnet kan sidde i en forstærker med særlig phono-indgang eller i en separat enhed. Ordet phono bruges altså i to betydninger: om selve stikket og om det niveau, trinnet er bygget til.

RCA/phono: ubalanceret

RCA-stikket, også kaldet phono-stik og i dele af Europa cinch, bruges almindeligvis til analog lyd og video og blev introduceret i 1930’erne. Navnet phono kommer af, at stikket tidligt blev brugt til at forbinde en pladespiller med en radiomodtager. Forbindelsen har én signalleder og signalstel og er dermed ubalanceret. Ved stereo er rød farvekode for højre kanal og hvid eller sort for venstre. Dansk Wikipedia har en kort beskrivelse af RCA-stikket. Samme type stik og kabel bruges også til koaksial S/PDIF.

XLR: balanceret

Ved balanceret lyd har de to signalledere samme impedans i forhold til et referencepunkt, og skærmen er en separat tredje leder. Støj, der induceres ens i begge ledere, afvises i modtageren, og det gør det muligt at bruge lange kabler med mindre følsomhed over for elektromagnetisk støj. Balanceret lyd bruger typisk 3-polede XLR-stik eller 6,35 mm TRS-jackstik. På et 3-polet XLR-stik er ben 1 stel eller skærm, ben 2 positiv og ben 3 negativ. Professionelt udstyr har generelt balancerede ind- og udgange, mens typiske hjemmeanlæg bruger ubalancerede forbindelser.

Højttalerkabel og bananstik

Højttalerkabel består af to eller flere isolerede ledere, der er elektrisk ens og kun adskilles af en markering, fx en stribe. Markeringen gør det muligt at holde polariteten (+ og −) rigtig: plus på forstærkeren går til plus på højttaleren, og minus til minus, ens i begge kanaler.

Om tykkelsen gælder en tommelfingerregel: kablets modstand bør være under 5 % af systemets nominelle impedans. Til en typisk 8 Ω-højttaler har kobberkabel på 16 AWG (1,31 mm²) eller tykkere ingen målbar betydning ved længder op til 15 m. Jo lavere impedans, jo tykkere kabel skal der til. Kabler af aluminium eller kobberbelagt aluminium bør være 14 AWG eller tykkere.

Påstande om hørbare forbedringer fra særlige kabeldesign eller eksotiske materialer er ikke blevet bekræftet ved målinger og dobbeltblinde ABX-test, og hudeffekten regnes for uhørlig i almindelige kabler.

Kablet kan afsluttes med bananstik, kabelsko (spade) eller stifter, og mange højttalere har polskruer, der tager afisoleret ledning, stifter eller bananstik. Et bananstik er enkeltpolet med en nominel stiftdiameter på 4 mm. Bi-wiring betyder to kabelsæt fra samme forstærkerudgang til hver sit sæt terminaler på højttaleren, og tekniske analyser finder forskellen meget lille. Aktive højttalere har forstærkeren indbygget; se højttalertyper.

Digitale forbindelser: S/PDIF og USB

S/PDIF er standardiseret som IEC 60958 type II og sendes enten over koaksialkabel med RCA-stik eller over lysleder med TOSLINK-stik. TOSLINK blev udviklet i 1983 og bruger rødt lys på 650 nm. Optiske kabler giver galvanisk adskillelse og påvirkes derfor ikke af jordsløjfer. De er normalt højst 5 m lange; den tekniske grænse er 10 m.

USB-lyd følger USB Audio Class. Lydenheder efter version 1.0 er stadig almindelige, fordi de kan bruges uden særlige drivere. Om sampling, bitdybde og formater, se DAC og lydformater.

Stereoanlæg til tv: HDMI ARC

HDMI ARC (Audio Return Channel) kom i 2009 med HDMI 1.4 og sender lyd fra fjernsynet tilbage til lydanlægget over det samme HDMI-kabel. Det er nyttigt, når et stereoanlæg skal spille tv-lyd, og både tv og anlæg skal understøtte ARC. eARC kom i 2017 med HDMI 2.1. Med CEC kan apparater over HDMI styre hinanden.

Brum og jordsløjfer

En jordsløjfe opstår, når to punkter i et kredsløb, der skulle have samme jordpotentiale, får forskelligt potentiale, fordi der løber strøm i jordforbindelsen. Det er en hyppig årsag til brum på 50 eller 60 Hz i højttalerne. Et typisk eksempel er to apparater, der hver er tilsluttet en jordet stikkontakt og forbundet med et signalkabel. Løsninger er bl.a. balancerede forbindelser, der afviser jordsløjfestøj, optiske forbindelser og en lille isolationstransformer i signalvejen.

Det er farligt at fjerne et apparats beskyttelsesjord, fordi det giver risiko for elektrisk stød. Arbejde på fast el hører hjemme hos en autoriseret elinstallatør.

Hvordan højttalerne placeres, når de er koblet til, står på siden om stereotrekanten og placering.